Agamemnon:
Agamemnon kom hjem til sin stad
træt af rejsen og støvet, men glad.
Klytaimnestra hans Viv
stod i porten lidt stiv
og sa’: “elskede, hvad med et bad?”.
Apollon & Marsyas: Vi har mundheldet: “Tab og Vind i en dyst med det samme sind.” – Men da Marsyas vejred, at Apollon nok sejred, gik han ud af sit gode skind!
Athenes fødsel: Da Athene er gud for forstanden, blev hun fostret i ho´det på manden; og dengang hun sprang ud af den himmelske gud, røg der altså en finke af panden.
Demeter & Hades: Medens Kore i Hades formulder, går Demeter af sorg og får kuller, – og indbudt som gæst til Tantalos’ fest, får hun osse den kolde skulder.
Herakles & Deianeira: Dengang Herakles ønsked’ at snappe sig en pige, så sagde den skrappe Deianeira jaloux: “Hvis han snyder mig nu, skal jeg nok tage ham på min kappe!”
Ixion: En gudinde som Hera var fager; dog blev Ixion’s glæde kun mager, for den sæd han ku’ spy, den forsvandt i en sky, om blev mor til den første Kentaur.
Jason: Hvis det gyldne skind man vil tage fra dets vogter: den søvnløse drage, må der kvindelist til. Og dens pris? – At man vil ta’ en heks som Medea til mage!
Pan & Syrinx: Hvordan slipper jeg trolden af hånde? Råbte Syrinx – forfulgt – i sin vånde. Hun blev straks til et siv, som kun vågner til liv, når det fyldes af skovgudens ånde.
Pandora: Når ens sår først begynder at væske, fordi mennesker blir altfor træske, et fortvivlsens råb: “Men hvor er der dog håb?” får man som svar: “I Pandora’es æske.”
Selene & Endymion: Når Selene med smægtende blikke ser Endymion sovende ligge, er hun ude på pjat, men må indrømme at, når man sover, så synder man ikke.
Theseus & Aigeus: Ved sin glemsomhed Theseus har fejlet: Da hans fartøj i havet sig spejled’ sa’e Aigeus, nervøs: “det ser sort ud” og fnøs: “med det skib er min skæbne besejlet!”
Zeus & Kallisto: Som gudinde var Zeus så plausibel, at Kallisto blev varm og sensibel; hendes kyskhed svandt væk, men hun stivned af skræk, da hans elskov med ét blev penibel!
Zeus & Metis:
Imod Metis var Zeus meget kærlig;
hendes kløgt blev ham snart uundværlig,
så han slugte den råt.
– Det er ikke så godt,
når en gud bliver videbegærlig.