Thor, Hymer & Midgårdsormen

I skikkelse som en ung og spinkel mand drog Thor ud af Midgård og nåede i mørkningen frem til Hymer’s bolig.
Her gav Hymer ham så herberge for natten uden at vide at det var Thor. Ved daggry stod Hymer op for at skulle fiske og Thor skyndte sig så hurtigt i
tøjet at han fik lov at komme med. Hymer mente dog at Thor ville komme til at fryse hvis han tog lige så langt
ud som han plejede og gavn kunne han ikke være til. Dette gjorde Thor vred men han bed det i sig og svarede at
Hymer kunne sejle længere end det og at thor ikke ville klage. Thor ville nu hjælpe med madding men heller ikke
det mente Hymer at han kunne hjælpe med. Derfor gik Thor hen til Hymer’s kvæg, fandt den største okse og skar hovedet af den.
Da de sejlede ud kunne Hymer mærke at Thor roede godt til og det glædede ham. Først nåede de det sted som Hymer
normalt fiskede helleflynder ved men Thor mente de skulle længere ud. Næste sted mente Hymer at det ville være farligt at
sejle længere eftersom de så kunne støde på Midgårdsormen. Thor sejlede dog alligevel lidt længere ud og gjorde så en stærk
snøre klar. Krogen var hverken for lille eller for spinkel og der på satte han oksehovedet og smed snøren ud.
Midgårdsormen bed på og Thor stødte sine næver mod rællingen for at holde den. Gudekræfterne kom nu op i Thor og
hans ben trådte igennem bunden af båden så han stod på havbunden. Midgårdsormen halede han ind mens han rakte efter
sin hammer men netop som dens hovede nåede rællingen skar Hymer snøren over med hans fiskekniv. Vred blev Thor og
slyngede hammeren efter Midgårdsormens hoved. Med sin næve slog han Hymer på siden af hovedet og vadede derefter i land.