1. Den Nemæiske Løve: I byen Nemea syd for Korinth huserede en mægtig løve som var afkom af Tyfon. Løvens skind var usårligt og løven kunne derfor ikke dræbes med pile. Herakles trængte ind i dens hule og nedlagde den dels med sine bare næver, dels med sin kølle. Efter drabet flåede Herakles skindet af den døde løve og hængte det om sin krop. Hovedet trak han ned over sit eget sådan at hans ansigt stirrede ud. Da han præsenterede sig for sin herre Eurystheus blev han i forfærdelse forbudt adgang til kongeborgen.
2. Den Lernæiske Hydra: I det sydlige Argolis lå det sumpede område Lernae hvor søslangen Hydra holdte til. Hele ni hoveder havde den og blev anset som værende en landeplage for Argolis i det den overfaldt både mennesker og dyr. Med sværd angreb Herakles den men for hvert hoved han huggede af voksede der to nye ud. Under kampen sendte Hera en kæmpekrebs (krabbe) der bed ham i hælen. Denne trådte han på og kaldte da på sin nevø Iolaos for hjælp. Iolaos satte ild på en skov hvor Herakles brugte de brændende stammer til at svide hovederne med. Hydraen sank til sidst sammen og Herakles begravede det midterste og udødelige hoved under en klippesten. Galden fra Hydraens døde krop brugte han til at bestryge sine pile med da de så ville forårsage uhelbredelige sår.
3. Den Keryniske Hind: I Arkadien ved floden Kerynitis fandtes der en hind med gyldent gevir og hove af bronze. Selvsagt var hinden meget sjælden og var derfor blevet viet til gudinden Artemis. Det siges om hinden at det kunne springe så hastigt som vinden. Denne hind ville Eurystheus gerne se om bad derfor Herakles om at fange den og bringe den til ham levende. I et helt år forfulgte Herakles den for så til sidst at fange den. Eftersom at hinden tilhørte Artemis slap han den dog fri senere. Enkelte fortællinger beretter at han dræbte den med et spyd.
4. Det Erymantiske Vildsvin: I mange gamle græske myter optræder vildsvinet som værende en plage og dette er ingen undtagelse. På bjerget Erymanthos på Peloponnes hærgede et vildsvin som Eurystheus bad Herakles fange og bringe til ham i live. Herakles fik drevet vildsvinet ud på en tilsneet mark hvor det løb sig træt. Her løftede Herakles vildsvinet op på hans skuldre og tog tilbage til kong Eurystheus, Man må huske at Eurystheus ikke regnede med at Herakles ville klare disse prøvelser så da han så vildsvinet sprang han rædselsslagen ned i en forrådskrukke (pithos). Andre fortællinger beretter at Herakles kom slæbende med vildsvinet og nærmest hældte det ned i krukken til Eurystheus.
5. De Stymfaliske Fugle: I Stymfalos i Arkadien boede der en folk rovfugle ved en sø hvor de levede af menneskekød. Vingernes svingfjer brugte de som pile mod både mennesker og dyr. Rovfuglene var kloge og forstod at gemme sig. Herakles havde dog fået en kobberskralde af gudinden Athene og da de hørte denne kom de frem fra deres skjul. Herakles kunne nu sende sine dødelige pile mod dem. Nogle enkelte fortællinger beretter at han kvalte dem.
6. Augiasstalden: Igennem lange tider havde kongen af Elis, Augias ikke fået muget ud i sine stalde. Derfor aftalte han med Herakles at han skulle gøre det men at han kun måtte bruge en dag. Skulle arbejdet lykkes ham ville han få en tiendedel af kongens kvæg. Herakles klarede arbejdet i det han sendte Alfeiosfloden gennem stalden og på den måde fik skyllet al affaldet ud. Myten er en af de yngste i sagnstoffet og der er derfor flere meninger om hvordan Herakles klarede opgaven f.eks. mener nogle at han bar affaldet ud i en kurv.
7. Tyren fra Kreta: På Kreta lå den store labyrint, Labyrinthos som husede uhyret Minotauros. Dette uhyre bad kongen af Mykene, Herakles om at fange og aflevere. Opgaven var svær For selv hvis man fandt Minotauros virkede det nærmest umuligt at komme ud af Labyrinthos igen. Herakles tvang dog Minotauros i knæ med hans bare næver hvorefter han slog en strikke og dens mule og forben.
8. De Thrakiske Heste: I Thrakien levede Bistonernes konge Diomedes. Denne konge havde et firspand af menneskeædende heste som han jævnligt fodrede med menneskekød. Af Eurytheus fik Herakles til opgave at hente disse vilde heste til Mykene. Der findes adskillige beretninger om hvordan Herakles klarede opgaven. En beretning fortæller at Herakles tæmmede hestene ved at lade dem æde deres egen herre. Herefter førte han dem til Mykene hvor de blev viet til gudinden Hera af Eurytheus. Det blev fortalt at der på Alexander den stores tid stadig fandtes efterkommere af de vilde heste. Andre beretninger mener at Herakles dræbte Diomedes i kamp i stedet for at give ham til hestene. I det ældste vasemaleri er hestene bevinget og Herakles klarer opgaven ved at løbe dem op.
9. Amazonekampen: Den mest berømte kamp mod de vilde barbariske kvinder Amazonerne, var Herakles’ kamp. Amazonernes dronning Hippolyte havde fået et bælte af krigsguden Ares. Dette bælte ønskede Eurystheus’ datter sig og Herakles blev derfor sendt afsted efter det. Hippolyte tager imod Herakles og hans krigere og indvilliger i at give ham bæltet uden kamp. Den skinsyge Hera udspreder i midlertidig det rygte at Herakles har i sinde at bortføre Hippolyte og Amazonerne rejser sig til forsvar. Hippolyte bliver derved dræbt i tvekamp mod Herakles. Andre myter siger intet om et bælte og dronningen hedder der i stedet Andromache. I de myter handler det kun om en kamp mellem en gudesøn og en barbarkvinde.
10. Geryones’ Okser: Yderst mod vest på øen Erytheia boede der en kæmpe med tredobbelt overkrop. Hans navn var Geryones og han havde en kvæghjorde som han lod bevogte af hyrden Eurytion og hunden Orthos. Orthos som var en broder til Kerberos havde to hoveder. Herakles prøve bestod i at få kvæghjorden bragt til Mykene men på hans vej til øen kom han også ud for andre eventyr. F.eks. rejste han de søjler der er opkaldt efter ham ved Gibraltar. Solguden Helios var ikke så glad for denne halvguds besøg og brugte derfor sine stråler til at svide Herakles med. Herakles lod sig i midlertidig ikke mærke ved det og sendte sine egne pile mod solen. Dette imponerede Helios som så lånte Herakles et gyldent bæger. Herakles brugte dette bæger til at krydse oceanet med. I bægeret ankom Herakles til Erytheia hvor han straks slog Eurytion og Orthos ihjel. Herefter gik han løs på Geryones. En efter en dejsede Gerones’ kroppe til siden for Herakles’ pile. Underkroppen klarede Herakles med et kølleslag dog ikke uden hjælp fra Athene og Iolaos. Hvordan Herakles fik okserne til Mykene vides ikke med sikkerhed men der må have været godt med plads i det gyldne bæger. Da Herakles afleverede okserne, offerede Eurytheus dem til Hera.
11. Kerberos: Kerberos, helvedeshunden tog godt imod folk når de ankom til Hades, men ville de vende om og tage tilbage var den ikke til at kende. Den blev et rasende uhyre som satte sine tænder i alt. Dette vidste kongen af Mykene godt og sendte Herakles afsted for at hente Kerberos op til jorden uden brug af våben. Kongen troede ikke Herakles ville komme tilbage men i stedet blive flænset af Kerberos’ tænder. Gennem en afgrund på Kap Tainaron på Peloponnes steg Herakles ned til underverdenen. Forskellige sagn beretter at Athene ledsagede Herakles til Hades’ porte. Selv Hermes siges at have været med ved samme lejlighed. I Hades traf Herakles kong Theseus og Peirithoos. Disse to havde fået den ide at bortføre Hades’ dronning Persephone. Efter at være ankommet til Hades sad de i midlertidig fast og Herakles prøvede at hjælpe dem. Theseus som også var en halvgud fik han fri men Peirithoos som var dødelig kunne han ikke hjælpe. Nøjagtig hvad der skete da Herakles mødte Kerberos vides ikke. Nogle mener at Kerberos med det samme tog halen mellem benene da den så helten. Andre beretter om en kamp imellem dem. Herakles tog herefter Kerberos med sig op til jorden og hen til kong Eurystheus. Denne blev så forfærdet at han gemte sig i et stort forrådskar hvorfra han trygler Herakles om at bringe Kerberos tilbage til Hades.
12. Hesperidernes Gyldne Æbler: Herakles’ sidste opgave blev at hente Hesperidernes æbler til Eurystheus. Disse æbler hang på et stort træ hvor der om dets rod snoede sig en mægtig slangedrage. Væsnets navn var Ladon og blev dræbt af Herakles hos Euripides hvorefter helten plukkede æblerne af træet. En anden version af myten beretter dog at det var kæmpen Atlas der hentede æblerne og ikke Herakles. På sin vej for at hente æblerne mødte Herakles kæmpen Atlas ved Gibraltar hvor han stod og bar himmelhvælvingen på sine skuldre. Ved mødet spurgte Herakles om vej og Atlas tilbød ham at hente dem for ham hvis Herakles ville holde himmelhvælvingen imens. Herakles gik med på denne ide og tog himlen på sine skuldre. Senere kom Atlas tilbage med æblerne og da han så hvor godt Herakles klarede det fik han den ide at lade Herakles fortsætte det uvante arbejde. Derfor tilbød han at levere æblerne til Eurystheus for ham. Herakles var dog snu og sagde at det var i orden hvis han først måtte hente en pude. Atlas lagde æblerne på jorden og tog himmelhvælvingen på skuldrene. Dette betyder at Atlas stadig står og venter på at Herakles kommer tilbage med en pude for at afløse ham.