Del på Facebook

Sammen med en misbruger del 2

Jeg vil med så få ord som muligt prøve at ridse mine år med en afvænnet misbruger op og hvor hurtigt det pludselig gik ned af bakke. Det er ting som er hårde at skrive og endnu hårdere at tænke på så der vil med sikerhed være ting jeg springer lidt lettere hen over. Jeg inddeler teksten i dele så det er lettere at overskue. Der vil efterfølgende også komme en historie om EFTER forholdet.

Den første uge efer at være kommet hjem fra hospitalet, kom der ofte gæster forbi der lige skulle se vidunderne. Hans familie kom fra Vest Sjælland og hvis der var noget der irriterede ham når de kom så var det når jeg skulle amme. Jeg er rimelig blufærdig og har derfor aldrig ammet foran andre end faderen. Dette irriterede ham for betød jo at jeg tog børnene væk fra hans familie når de skulle spise. Det kan stadig undre mig hvor vred sådan noget som amning gjorde ham.

Efter lidt tid begyndte Tøsen af tvillingerne så at få en kedelig ide med at hyle op om aftenen hvor det eneste der trøstede hende var at jeg gik frem og tilbage med hende mens jeg nynnede. Det stod hans tålmodighed ikke til. Han råbte og skreg og blev ved med at sige at der måtte være noget galt med hende. Jeg sagde til ham at det ville gå over men "hvad fanden vidste jeg, bare fordi jeg havde et barn i forvejen". Jeg fik ret, det gik over efter kort tid men det gjorde ondt på mig at have måte høre å¨hans råben og skrigen om at der jo nok var noget galt med barnet.

Det gik hurtigt op for mig at det ikke var det at få tvillinger der blev svært men det at være sammen med ham og hele tiden sikre sig at han fik hvad han ville have så han ikke begyndte at drikke igen. Hver gang han fik en ting ville han have noget nyt og derud over skulle der hele tiden tages hensyn til HANS familie som han jo skyldte at være ekstra god ved mente han. Dvs selv når det var på bekostning af os andre.

En gang ringede hans bror samme dag som vi skulle på tur. Familieturen blev aflyst og i stedet tog han ud og fiske med sin bror og dennes søn for de kom jo ikke så tit. Jeg sad der hjemme med børnene helt alene som altid. Da de kom tilbage kørte hans bror 10 minutter efter. Jeg var dum nok at nævne at jeg synes det var noget underligt noget når vi havde andre planer selv. Han flippede og fortalte mig at jeg var en dum, kold kælling der hadede hans familie.

Han var efterhånden ikke meget hjemme. Alt var fiskeri eller hvad han ellers lige kunne finde på for at komme væk fra huset. Kørte vi op til hans familie var det 2 ½ times helvede i bil. Han hadede at tage der op men samtidig følte han sig nødtsaget til det. Hele turen snerrede og råbte han af os alle sammen og når vi endelig kom derop skiftede han over så ingen kunne se hvad vi andre havde måtte gennemleve for at besøge dem. Pludselig smilte han og lod dem tro at han var en kærlig familiefar. Falskt var det.

Inden tvillingerne blev et år var jeg gravid og endda med tvillinger. Det skal siges at jeg altid har sagt jeg aldrig skulle have en abort og elsker børn højere end noget andet. Han blev rasende, råbte og skreg og skubbede mig væk når jeg lå grædende på mine knæ mens jeg tiggede og jeg mener virkelig tiggede ham om at få lov til at beholde dem. Han nægtede at høre på mig og sagde at hvis jeg ikke fik en abort gik han fra mig.

I dag ville jeg ønske jeg havde ladet ham gå men jeg elskede ham så højt og syntes samtidig ikke jeg kunne tillade mig at bestemme at mine børn skulle fratages deres far pga børn der kun levede i mit skød. Jeg gik med til aborten samme dag som hans venner fortalte de ventede barn. Hun var lidt længere henne end mig og de boede i den by hvor jeg skulle have min abort.

Inden jeg forlod bilen for at gå ind på sygehuset, bad jeg ham om at køre lidt rundt og tænke over hvad han tvang mig til at gennemgå. Efter aborten hentede han mig. Jeg gik ud til bilen og det første han fortalte var at han havde brugt tiden til at lykønske hans vennepar med deres graviditet. Jeg græd, spurgte ham om han virkelig syntes det var det rette mens jeg lå på en briks pga ham. Han gik amok, mente jeg ikke kunne tillade mig en sådan opførsel. Alle 45 minutter hjem græd jeg mens han bare råbte højere og højere. Flere gange måtte jeg endda høre at jeg bare var lige så svag som hans mor. Hjemme satte han os af og kørte så og det selvom han vidste jeg ikke måtte være alene de første 24 timer.

Det tog mig lang tid at komme mig nogenlunde efter aborten. Han tillod ikke at jeg græd for så mindede jeg ham om hvor tit hans mor havde grædt da han var barn. Desuden var der kun mig til at tage sig af børnene så det var først når han gik i seng om aftenen at jeg fik lidt tid til at græde ud. Jeg ved han af og til hørte mig men han kom aldrig ned for at trøste mig. Han var ligeglad og forstod slet ikke at jeg kunne være berørt over noget som i hans øjne var så ubetydeligt.

Selvom vores forhold endnu ikke var særlig gammelt virkede han ligeglad med mig. Alt handlede om hans misbrug og hvordan han skyldte alle andre end børnene og jeg. "Jeg skal have det, det og det" og han fik det men på bekostning af os. Det var også omkring denne tid hvor vi havde tv i soveværelset. Kom jeg op for at ville gå i seng flippede han fuldstændigt og beskyldte mig for at checke op på ham og alt hvad jeg ville var at sove. Typisk ventede jeg træt og udmattet i stuen indtil han sov for at undgå disse vrede udbrud. Jeg var lykkelig da tv'et stod af efter ½ år.

Forholdets varighed: under 2 år

Næste del: efter aborten ...


Sidst Opdateret: 05-02-2017 13:15:30
Copyright © 2002 - 2017 Nathali Eg