Del på Facebook

Min medafhængighed

Nu snart to år efter min alkoholiske eks røg ud spørger jeg mig stadig ofte om, hvordan jeg kunne lade det komme så vidt. I bund og grund så spørger jeg mig selv hvorfor jeg ikke bare gik en af alle de gange jeg havde chancen. Desværre kender jeg svaret.

Jeg var og er stadig medafhængig. Jeg har aldrig rørt stoffer og det er vist mere undtagelsen end reglen at jeg drikker så meget som en øl. Det er ikke de ting der gør mig medafhængig. Det er følelserne.

Jeg ville så gerne hjælpe ham. Jeg var overbevist om at jeg var forskellen. Denne gang ville han ikke ryge i for han havde jo mig og børnene. Jeg tog fejl.

På ingen ting lod jeg det opsluge mig i en sådan grad jeg ikke følte mine egne behov og helt glemte den pige jeg var. Alt handlede om ham og jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg måtte sidde oppe om natten og fikse de økonomiske problemer han hver gang fik os i ved et enormt overforbrug og en masse store og gemte odds kuponer.

Der gik ikke længe før at rollen som kæreste nærmest blev til en mor rolle. Han er 9 år ældre end mig men forstår ikke økonomi eller hvad det vil sige at være en familie. Han mente at hans rolle var at give mig dårlig samvittighed også ellers køre.

Der var meget få dage til sidst hvor jeg følte bare en smule glæde men det varede aldrig særlig længe af gangen. Han sørgede altid for at holde mig nede. Var jeg ked af det havde han det bedre med sig selv.

Opslugt af at ville hjælpe og holde ham ude af et misbrug lod jeg ham knække mig og isolere mig fra det meste af omverden.

Min selvtillid var så lav til sidst at han kunne bilde mig hvad som helst ind, som når han sagde jeg ikke kunne tale med andre mennesker så troede jeg på det og holdte op med at prøve. Først efter han røg ud kunne jeg se det var hans måde at isolere mig på.

Jeg holdte op med at tro på mig selv og tålte dårligt synet af mig selv når jeg en sjælden gang kiggede i spejlet. Jeg nåede et punkt hvor jeg ikke kunne se noget lys for enden af tunnelen.

Han trak mig længere og længere ind i hans verden. Jeg var et sølle sex objekt og vel livet var vel godt så længe han havde lyst til mig.

Sexen blev til en leg for ham. Hvis han fik mig til at drikke var han overlykkelig og tændte endnu mere på mig. Hans fantasier tog til og jeg måtte tage bare et lille ekstra skridt hver gang for at holde ham glad.

Jeg var medafhængig og gav ham alt hvad han ville have og det selvom jeg et sted vidste den var helt galt. Jeg måtte nemlig flere gange høre på hvor ked af det han var over at vi ikke kunne have sex som han havde gjort med sin eks. Nemlig med kokain på penis. Jeg hadede den snak og følte det netop som prøvede han at overtale mig.

Jeg gik gudskelov ikke så langt men mit samliv med ham var et fix i sig selv. Han vandt mig ved at love mig den ene ting som jeg ønskede over alt på jorden. En kernefamilie og vel i bund og grund var vi jo et rigtig glansbillede. Et billede af os alle sammen og ingen ville have mistænkt at vi rent faktisk havde det forfærdeligt sammen.

Jeg kæmpede for at holde ham ude af misbrug ikke kun for hans skyld men også fordi min drøm om en kernefamilie ville blive knust i det øjeblik jeg indrømmede at der var noget galt.

Jeg er stadig medafhængig for selvom jeg prøver at lade være så er jeg præget af tiden med ham og de følelser der overvælder mig. Jeg så ham i juni da vi var i retten og det gjorde så ondt at se en jeg har elsket så højt som jeg gjorde være en helt anden. Der var intet af ham tilbage og det smertede mig at se.

Jeg kan ikke udviske de ting han har tvunget mig igennem og det at jeg selv var så længe om at tage det valg der skulle til for at komme videre. Det jeg kan gøre er at håbe på at det bliver nemmere med tiden og det gør det jo.

Fra at være en pige der pludselig ikke tålte synet af sig selv er jeg nu en pige der kan vende røven til spejlet og sige "mmm ikke dårlig". Det at jeg smed ham ud gør at jeg nu igen er selvsikker og tilfreds med hver eneste lille del af mig.


Sidst Opdateret: 05-02-2017 13:15:30
Copyright © 2002 - 2017 Nathali Eg