Del på Facebook

Guldhornene
Adam Oehlenschläger 1803

De higer og søger
i gamle bøger,
i oplukte høje
med speidende øje,
på sværd og skjolde
i muldne volde,
på runestenene
blandt smuldnede bene.

Oldtids bedrifter
anede trylle;
men i mulm de sig hylle,
de gamle skrifter.
Blikket stirrer
sig tanken forvirrer.
I tåge de famle.
"I gamle dage
hensvundne dage!
da det strålte i Norden,
da himlen var på jorden,
giv et glimt tilbage!"

Skyen suser,
natten bruser,
gravhøjen sukker,
rosen sig lukker.
De øvre regioner toner!
De sig møde, de sig møde,
de forklarede høje,
kampfarvede, røde,
med stjerneglans i øje.

"I som raver i blinde,
skal finde
et ældgammelt minde,
der skal komme og svinde!
Dets gyldne sider
skal præget bære
af de ældeste tider.

Af det skal I lære.
Med andagtsfuld ære
I vor gave belønne.
Det skønneste skønne,
en mø
skal helligdommen finde!"
Så synge de og svinde.
Lufttonerne dø.

Hrymfaxe den sorte
puster og dukker
og i havet sig begraver.
Morgenens porte
Delling oplukker,
og Skinfaxe traver
i strålende lue
på himlens bue.

Og fuglene synge.
Dugperler bade
blomsterblade,
som vindene gynge.
Og med svævende fjed
en mø hendanser
til marken afsted.
Violer hende krandser,
hendes rosenkind brænder,
hun har liljehænder.
Let som en hind
med muntert sind,
hun svæver og smiler;
og som hun iler
og på elskov grubler -
hun snubler!
og stirrer og skuer
gyldne luer,
og rødmer og bæver
og zittrende hæver
med undrende ånd,
af sorten muld,
med snehvide hånd, det røde guld.

En sagte torden dundrer!
Hele Norden undrer!

Og hen de stimle
i stor vrimle,
og grave og søge
skatten forøge.
Men intet guld!
Deres håb har bedraget.
De see kun det muld,
hvoraf de er taget.

Et sekel svinder!!

Over klippetinder
det atter bruser.
Stormene sluser
bryde med vælde.
Over Norges fjelde
til Danmarks dale
i skyernes sale,
de forklarede gamle
sig atter samle.

"For de sjældne få
som vor gave forstå,
som ej jordlænke binde,
men hvis sjæl sig hæve
til det eviges tinde,
som aner det høje
i naturens øje,
som tilbedende bæve
for guddommens stråler,
i sole, i violer,
i det mindste, i det største,
som brændende tørste
efter livets liv,
som - o store ånd
for de svundne tider!
se dit guddomsblik
på helligdommens sider,
for dem lyder atter vort Bliv!
Naturens søn,
Ukjendt i løn,
men som sine fædre
kraftig og stor,
dyrkende sin jord,
ham vil vi hædre,
han skal atter finde!"
Så synge de og svinde.

Hrymfaxe den sorte
puster og dukker
og i havet sig begraver.
Morgenens porte
Delling oplukker,
og Skinfaxe traver
i strålende lue
på himlens bue.

Ved lune skov
øxnene trække
den tunge plov,
over sorten dække.

Da standser ploven,
og en gysen farer
igennem skoven.
Fugleskarer pludselig tier.
Hellig tavshed
alt indvier.

Da klinger i muld det
gamle guld.

Tvende glimt fra oltidsdage
funkler i de nye tider.
Sælsomt vendte de tilbage,
gådefyldt på de røde sider.

Mystisk helligdom omsvæver
deres gamle tegn og mærker,
Guddomsglorien ombæver
evighedens underværker.

Hædrer dem, thi skæbnen skalter!
snart måske de er forsvunden.
Jesu blod på Herrens alter
fylde de, som blod i lunden.

Men I se kun deres lue,
ikke det ærværdige høje!
Sætte dem som pragt til skue
for et mat nysgerrigt øje.

Himlen sortner, storme brage!
Visse time du er kommen.
Hvad de gav de tog tilbage.
Evig bortsvandt helligdommen.


Sidst Opdateret: 05-02-2017 13:15:30
Copyright © 2002 - 2017 Nathali Eg